Og det er en afgørende forskel.
Stress er ikke en sygdom
Stress er et neurologisk varslingssystem. Det er kroppens naturlige reaktion på krav, fare og forandring — og det har eksisteret siden vi levede i huler. Det er ikke patologisk. Det er biologisk.
Alligevel har vi bygget en hel debat, en hel industri og et helt diagnosesprog op omkring begrebet ‘stress’, som om det er en sygdom i sig selv. Det er det ikke. Det vi reelt taler om, er vedvarende ubalance — følelsesmæssigt, kompetencebaseret, organisatorisk. Og den ubalance har en klar kilde:
- For lavt ejerskab til eget arbejde
- For stor måluklarhed
- For uhensigtssmæssig eller fraværende feedback
- For lidt involvering i beslutninger og processer
Det ved vi ikke på baggrund af synsninger. Vi ved det på baggrund af mere end 20 års undersøgelser med over 1,5 millioner besvarelser. Årsagerne er konsistente. Løsningerne er håndterbare. Men kun hvis vi taler om det rigtige.
Tallene holder ikke — og det bør gøre os urolige
Danmarks Statistik opgør det samlede sygefravær i 2024 til 4,1 % af den samlede arbejdstid — eksklusiv arbejdsskader, barnets første sygedag og barsel. Det sværer til et ressourcetab på over 62 milliarder kroner, før sideeffekter som produktivitetstab og kvalitetstab medregnes.
DA har for nylig vurderet (Jyllandsposten, 13.5.2026), at 6 % af lønmodtagerne — svarende til ca. 180.000 personer — har et behandlingskrævende stressniveau. Ballisagers kandidatundersøgelse, debatteret i News og Co den 20. april 2026, viser at 3 % af deres respondenter pt. er stressygemeldte, hvilket medierne omregner til ca. 90.000 lønmodtagere.
Her er problemet: Både DA’s tal og Ballisagers tal måler selvrapporteret stressniveau eller sygemelding via spørgeskema — ikke registreret sygefravær. Når de fremstår som direkte mål på det faktiske omfang, sammenblandes to fundamentalt forskellige størrelser. Ballisagers panel er desuden ikke repræsentativt for hele arbejdsmarkedet og kan ikke ekstrapoleres til 90.000 uden væsentlige forbehold.
Debatten må ikke være dårligere end tallene. Og tallene er dårlige.
Det kan betale sig — det er der bevis for
European Agency for Safety and Health at Work har på tiværs af 28 lande dokumenteret, at hver euro investeret i forebyggelse og trivselsfremme på arbejdspladsen genererer op til 13,62 euro i nettogevinst over ét år. Det er ikke velgørenhed. Det er forretning.
Men gevinsterne forudsætter, at vi ved hvad vi forebygger. Og det gør vi ikke, så længe debatten bruger ‘stress’ som en samlebetegnelse for alt fra en dårlig uge til organisatorisk kollaps.
Så hvad gør vi?
- Holder op med at kalde det stress, når det er dårlig ledelse
- Kræver at undersøgelser og medier skelner mellem selvrapporteret stressniveau og registreret sygefravær
- Investerer i det vi ved virker: ejerskab, klarhed, feedback og reel medindflydelse
- Holder ledere ansvarlige — ikke bare medarbejderne syge
62 milliarder kroner og hundredtusindvis af menneskers mentale ressourcer står på spil. Det fortjener en debat, der er værdig.
Knud Møller Jensen